Online2

Social- og Sundhedsskolen Skive Thisted Viborg har haft stor succes med online-undervisning af nu flere end 500 primært kommunalt ansatte i forbindelse med corona-krisen.

Mange funktioner hos kommunerne blev efter nedlukningen den 11. marts hurtigt omorganiseret, så det blev nødvendigt at omskole flere personalegrupper til at kunne træde ind i sundhedsberedskabet.

Online-kurserne fra SOSU-STV er specielt designet til netop personale med tidligere faglig baggrund som sosu’er, sygeplejersker eller andre, der vil kunne få genopfrisket deres viden og færdigheder, så de kan klare de opgaver, som corona-situationen i Danmark kaster af sig.

I tilbagemeldingerne har ca. 98 % af kursisterne været tilfredse eller meget tilfredse med forløbene. De angiver at kursusforløbene klart har givet dem den fornødne viden, som de kan bruge i den situation, de står i lige nu.

- Enkelte kursister har endda spontant henvendt sig til underviserne og udtrykt deres begejstring over forløbet, fortæller underviser og konsulent Annie Schulz fra SOSU-STV.

Siden har SOSU-STV også udformet online-kurser til personale ved kommunernes dagsinstitutioner, skoler og øvrige dagtilbud, hvor det efter den begyndende genåbning har været hygiejne-kurser, der har været i fokus.

Online-kurserne er typisk forløb, som kursisterne kan gennemføre i eget hjem over to gange seks timer. De skal blandt andet læse og gennemgå nogle forskellige oplæg, ligesom der er lavet film, øvelser og spørgsmål til refleksion.

Kurserne er udviklet af flere af SOSU-STV’s undervisere, der i dagene efter nedlukningen satte sig sammen via Skype-møder og pr. mail for at udvikle og målrette kurserne til de forskellige personalegrupper.

De to kurser har omhandlet hygiejne og introduktion til plejeopgaver, hvor hygiejne, personlige pleje, forflytning og ergonomi, medicinadministration, observation og bl.a. førstehjælp har været emner.

Det er primært Thisted, Morsø og Skive kommuner, der har tilbudt én af de indtil videre ni kursusforløb til deres personale. Og skaren af faggrupper er lang:

Således har både sygeplejersker, terapeuter, social- og sundhedsassistenter, social- og sundhedshjælpere, pædagoger, fysio-/ergoterapeuter, klinikassistenter, lærere, pedeller, studerende, biologer, kantinepersonale været en del af kursisterne.

Læs også Skive Folkeblads artikel her om Thomas Mikkelsen, der var med på ét af kurserne.