Faeroerne1

Ud over en fantastisk natur oplevede Karina Nonbo også et fagligt fællesskab, hvor faggrænser brydes, og alle byder ind – også en praktikant på besøg fra Danmark.
Læs her hele beretningen om en praktik i udlandet.

En ankomst der huskes

Et møde med Færøerne er for de fleste udefrakommende et møde med en uovertruffen og storslået natur. Og ja så lige en landing.

- For der er selve landingen, og så er der opbremsningen. Dét var spændende, fortæller Karina Nonbo.

Færøernes lufthavn ligger på øen Vágar og har en relativ kort landingsbane. Den er det første, der møder de fleste tilrejsende til øgruppen i Nordatlanten. Også Karina Nonbo fra Viborg og tre andre danske praktikanter fra Social- og Sundhedsskolen STV en kold januar dag i 2019.

Praktik i udlandet er overset

Fire kvinder fra meritholdet maj 2017 tog imod udfordringen og slog til, da muligheden for fire ugers ophold på et plejehjem i Vágur på Suderø bød sig. Forud havde der været op til et års overvejelser om en mulig praktik i udlandet.

Umiddelbart havde kvinderne ikke fået så megen information, om mulighederne for et praktikophold et andet sted end Danmark, fra selve social- og sundhedsskolen.

- Vi brugte en del tid på at indhente informationer mange andre steder. Men det hele kom på plads ved hjælp af PIU-koordinatoren på Social- og Sundhedsskolen STV, fastslår Karina Nonbo.

Karina Nonbo blev mere og mere interesseret i et ophold, da hun lyttede med til planerne hos en gruppe bestående af de eleverne Margit, Kirsten og Susanne.

Margit, der selv er færing, havde med stor lokalt kendskab indsigt i en række praktiske forhold, der gjorde et ophold nemmere at realisere. Hun kendte til kontakten til kommunen, til et plejehjem og alt i forhold til leje af bolig. Selvsagt en stor viden om at opholde sig på Færøerne.

Opgaver løses på tværs af faggrupper

Færøernes markante gæstfrihed blev understreget ved elevernes ankomst til plejehjemmet, hvor lederen Daimi tog imod og gav de fire praktikanter en fin introduktion til stedet. De blev opdelt to og to og fordelt på to forskellige plejehjem igen med individuel introduktion af to afdelingsledere.

Det ene plejehjems lokaler husede for nogle år tilbage det gamle sygehus. Måske er det også derfor, at en del af plejen af beboerne ved første øjekast fra de unge danske elever tangerede mere sygepleje end reel ældrepleje. Hvor det andet plejehjem er forholdsvist nybygget, for 7 år siden.

I det hele taget er der forskel på plejesektoren, når det gælder klassiske danske forhold og så de færøske. Karina nævner især to små oplevelser.

- De noterer medicin til beboerne i ringbind og ikke i fagsystemer som for eksempel Nexus. Og så kunne vi godt opleve, at nogle beboere fik lov at få en morgenlur til langt op ad formiddagen, før de blev endelig vækket og fik deres morgenmad og morgenmedicin, fortæller hun.

Omvendt oplevede de danske elever så en noget mere åben og fælles tilgang til opgaverne blandt kollegerne. Faggrupperne er ikke helt så opdelte, som det oftest ses i Danmark.

- Her hjælper vi hinanden – opgaven skal udføres, uanset om du er sygeplejerske eller ny udvekslingselev, fortæller Karina.

Og selvom Karina og de tre andre var elever, kunne de sagtens bidrage med nyt stof og praksis i plejen. For eksempel kunne de danske elever vise og instruere det faste personale i de nyeste forflytningsteknikker af beboerne.

- Det synes de fastansatte kolleger bare var dejligt, når vi sådan kunne komme og bidrage med ny viden til dagligdagen, griner Karina Nonbo.

Smagsprøver på en anderledes kost

Margit havde fundet et hus, hvor de alle boede til leje sammen i. Her havde de hver et soveværelse men fælles om stuen og et køkken. Så de spiste ofte sammen.

Der findes ganske almindelige Rema 1000 og Coop butikker til de daglige indkøb, men ellers kan maden på Færøerne godt være en udfordring for danskere.

En af klassikerne er at smage skærpekød – vindtørret og ekstra velhængt fårekød.

- Jeg fik smagt på det, men jeg fik ikke sunket det, griner Karina.

Anderledes godt gik det med restefisk, der er en form for tørret fisk. Men allerbedst var alligevel bøffer af grindehval som en slags mørbradgryde i sovs.

- Det smagte ganske enkelt eminent, fortæller Karina.

Naturen er et kapitel for sig

De største indtryk for Karina Nonbo var ubetinget naturen på øerne og traveturene i fjeldet. Selvom tidspunktet for udvekslingen var fra 28. januar og til 1. marts og dermed i vinterperioden, så har der alligevel været mulighed for mange og lange vandringer i den storslåede natur, der findes overalt på Færøerne.

- Vi har oplevet de højtliggende søer. Det var så flot, fortæller Karina begejstret om blot nogle af de mange naturoplevelser rundt på flere af øerne.

- Vejene er fremragende, og så er der ganske mange tunneler, som letter kørslen og transporten for mange kilometer, når man skal rundt, fortæller hun.

Faeroerne2

Rejs gerne flere sammen

Går der nogen elever på SOSU-skolerne og tænker på, om praktik i udlandet kunne være noget, så skal de ikke holde igen. Men der er alligevel nogle forhold, Karina Nonbo synes, man som praktikant skal være opmærksom på.

Man skal sørge for at snakke mulighederne igennem med andre. Det kan være kolleger fra det daglige praktiksted eller andre medpraktikanter- og elever fra skolen.

- Jeg vil også anbefale, at man tager to eller flere afsted sammen. Det kan godt blive ensomt at sidde helt alene, måske mange tusinde kilometer væk fra Danmark, fortæller Karina Nonbo, der oplevede praktikken i udlandet så godt som udgiftsneutral.

For lønnen er med hjemmefra, og arbejdsgiverne betaler rejsen. Men kost og logi skal eleverne selv betale.

- En del af dette kan trækkes fra i skat, og så går det hele næsten op, fortæller Karina.

Karina Nonbo opfordrer også til, at man laver en god grundresearch af praktikstederne i det pågældende land og område.

- Så kender man lidt til stederne inden man lander, og det bliver virkelighed, siger hun.

Et gensyn er klart på listen

Mødet med Færøerne har givet Karina mange både faglige og kulturelle oplevelser med i bagagen. Og hun er sikker på, at hun igen vil besøge øerne i Nordatlanten.

- I disse Facebook-tider er det ikke svært at bevare venskaber. Faktisk er der en kollega fra plejehjemmet hvis datter skal til Danmark inden så længe. Og så skal hun nok også på besøg hos min familie og mig, slutter Karina.

Karina Nonbo dimitterede som Social og Sundhedsassistent i juni 2019.

Er du blevet interesseret i muligheden for praktik i udlandet, så læs mere her.